Sådan forkæler du dig selv og din gravide krop

Med en baby inden i din mave arbejder din krop på højtryk som aldrig før. De første måneder har du ikke meget ekstra vægt at bære rundt på, men til gengæld er du sikkert præget af kvalme og andre gener. Senere i graviditeten kan du tydeligt mærke babys vægt, og du bliver mere og mere træt des flere uger, der går.

Din krop udfører et vigtigt arbejde, når du bærer på et barn. Husk derfor på at forkæle din krop og være god ved dig selv – så får du med garanti en meget bedre graviditet at huske tilbage på. Få vores råd til, hvordan du plejer dig selv, mens du er gravid.

Få en god nattesøvn

Som gravid i syvende måned er det nemmere sagt end gjort at sove godt om natten, selvom du er hamrende træt. En sparkende eller hikkende baby vækker dig i tide og utide, du render på toilettet hele tiden takket være det konstante tryk på din blære, og den bulende mave gør det svært at finde en behagelig sovestilling.

En blød og dejlig graviditetspude kan gøre det nemmere for dig at finde ro. Puden former sig omkring din krop, som du bedst kan lide det, og hvad enten du ligger oven på den eller omfavner den, så kan puden lindre rigtig meget af det ubehag, som du har i din krop.

Tag dig tid til ro og hvile

At være gravid må være den bedste undskyldning i hele verden for at tage en morfar på sofaen, når du kommer hjem. Din krop har brug for ro, når den kører på højtryk i døgndrift, og du gør både dig selv og baby en tjeneste ved at tage en slapper. Bliver du stresset, kan det påvirke baby negativt, og stresser du din krop, kan det i værste fald betyde, at du begynder at døje med plukveer og andre irriterende graviditetsgener.

Drop slankekuren og den dårlige samvittighed

Når du er gravid, er der ingen grund til at gå alt for meget op i, hvad du spiser. Uanset hvad du putter i munden, kommer du ikke i bikiniform foreløbigt alligevel. Du skal selvfølgelig sørge for, at baby får en sund og varieret ernæring og ikke uanede mængder af koffein og e-mærker, men ellers kan du roligt være god ved dig selv ved at spise lidt ekstra af det, som du rigtig godt kan lide.

Hvorfor være fanatisk i forhold til mad, når du alligevel vokser støt i ni måneder? Når graviditeten er ovre, undgår du sikkert ikke at skulle på kur alligevel.

God fornøjelse med graviditeten – og husk nu at passe godt på dig selv!