Hvilket udstyr skal du have styr på inden babys ankomst?

Når du venter dig, flyver der en masse tanker rundt i dit hoved. Hvad skal din baby hedde? Hvordan mon baby kommer til at se ud? Hvad skal du gøre, hvis du får et barn med kolik og evig skrigeri? For ikke også at snakke om alle de ting, som du gerne skal have styr på inden babys ankomst. Der skal måske indrettes et børneværelse, du skal have valgt den perfekte barnevogn og købt tøj til den første tid.

I denne guide hjælper vi dig med at få styr på dine tanker og forberede dig på, hvad du gerne skal have købt ind af udstyr, når du står med den lille ny i armene.

Tøj til den lille ny

Det går ikke, at du først smutter ud i butikkerne og køber tøj, når den lille ny er ankommet. Din baby skal have tøj på kroppen fra dag et, og du skal derfor have købt et lille lager. Husk på, at du både kan få en stor tyksak eller en lille petit baby. Så køb både nogle få stykker tøj i størrelse 50, 56 og 62. Så er du på den helt sikre side.

Autostol til turen hjem fra sygehuset

Har du bil, kommer du ikke udenom at købe en autostol. I hvert fald ikke hvis du har tænkt dig at have den lille med. Allerede til turen hjem fra sygehuset skal du have en autostol til dit barn. Der findes mange forskellige modeller, og hvad enten du er til bagudvendte eller forudvendte modeller, er der masser at vælge mellem.

Vugge eller babyseng

Selvom dit barn sikkert helst vil sove ved dig og på dig den første tid, så gør dig selv den tjeneste at investere i en vugge eller en anden type af babyseng. Det er guld værd at kunne lægge dit barn fra dig, så du også kan få hænderne fri. Og om natten duer det ikke, at I sover i samme seng. Anbefalingerne går på, at et lille spædbarn ikke må sove i samme seng som de voksne på grund af kvælningsfare i store dyner og puder.

Barnevogn til at trille ture med

En barnevogn er et hit, når den lille skal sove. Både for mor og for barn. Det lille barn kan vugges lige så stille i søvn, mens mor får frisk luft og nogle kilometer i benene. Vent ikke med at købe en barnevogn, til barnet er kommet med hjem. Hvem ved, om den lille allerede inden for de første par dage sover bedst i en trillende barnevogn?